Kære medlemmer!
Vi vil lige dele det seneste nyt om FrydenlundHuset.
Desværre er der fundet miljøfarlige stoffer i loftet i salene, og derfor skal de udskiftes. Det betyder, at huset først forventes at åbne for foreningerne igen omkring årsskiftet. Det er en rigtig træls besked, og vi ved, at det vil få betydning for flere af vores hold.
Men heldigvis er der også gode nyheder. Vi har fået lov til at bruge Loungen på Frydenlundskolen, og vi glæder os til at skabe et hyggeligt og aktivt samlingssted, indtil vi kan vende tilbage til FrydenlundHuset.
Hver tirsdag mødes vi til kaffe, kage og hyggeligt samvær – en god anledning til at få en snak, grine lidt sammen og holde fællesskabet levende.
Fra august genoptager vi også vores hyggelige eftermiddage den sidste søndag i måneden, hvor der bliver plads til spil, nørkleri, bordtennis og alt det andet, der gør det rart at være sammen. Og vi er glade for at kunne fortælle, at vi nu også får et bordtennisbord, så der bliver endnu bedre mulighed for at spille og have det sjovt sammen.
Trygholdet for nye deltagere starter op torsdag den 20. august kl. 11.30 i Loungen.
Tryg Ekstraholdet for tidligere deltagere vil høre nærmere om opstartsdatoen for holdet.
Kroppen i Bevægelse begynder igen midt i september, hver torsdag kl. 10.00-11.00 i Loungen, nærmere dato følger.
Pickleball og badminton starter op med en gang ugentlig i uge 32 på Vestereng. Paludan Müllersvej 110, indtil salene igen er klar.
Badminton tirsdage klokken 10.45-13.00 og Pickleball onsdage klokken 13-15.
Gåholdet starter op efter ferie onsdag d. 5. august.
Vores fodboldhold satser på, at vejret holder, så de kan fortsætte udendørs så længe som muligt.
Vi har også brug for jer.
På onsdag d. 29. juli kl. 10.00 mødes vi for at gøre Loungen klar. Vi skal flytte lidt rundt på møblerne, så lokalet bliver indbydende og fungerer godt til både træning og hygge.
Har du en times tid og lyst til at give en hånd med, vil det betyde rigtig meget. Mange hænder gør arbejdet lettere – og det er også en hyggelig måde at være sammen på.
Selvom vi må undvære FrydenlundHuset lidt endnu, er det fællesskabet, der er det vigtigste. Det tager vi med os, uanset hvor vi mødes.
Vi glæder os til at se jer.
Irene, Lars, Lone, Rudolf og Susanne
